lørdag den 9. juli 2011

Kim Andersen stopper som jockey


Der er allerede skrevet meget om Kim Andersens beslutning om at indstille karrieren på grund af en hofteskade, men der skal alligevel herfra lyde en hyldest til denne utroligt professionelle sportsmand med 18 jockey championater. Dette ses næppe mange andre steder i verden og fremfor alt har hele Kims rytter karriere været præget af en gentleman indstilling. Kims bøder og udelukkelser kan tælles på en hånd.
Han har vist, at man godt kan være den førende jockey uden at overtræde reglementerne.
Kim har aldrig presset en slået hest unødigt og har forstået at værdsætte hestens psyke og evner.
Her på stutteriet har der været stor tilfredshed med  hans ridning på vore to gode derby toere Amusement  og Athene, som har løftet stutteriets standard og givet tro på fremtiden.

Kims far var jockey John Andersen og både faderen og moderen var store supporters af Kim. De ønskede at han skulle lære et andet fag, inden han begyndte med hestene og derfor kom han i lære som bager. Efter udstået læretid som bager startede en ny uddannelse hos Franz Nutz på Hvidegården, der førte ham nænsomt frem til lærlinge championat og siden jockeychampion, stadig som lærling.
Hans første sejr var med fru Lillian Lauritzens Bølle Bob og hans første større sejr var med Swedish Boy i Leif Jensens Ærespræmieløb, hvor han "pippede" min Clarion King på målstregen. Senere vandt Kim storløb med Clarion King i Hafnia Golden Mile og Skandinavisk Grand Prix.
Kim har altid været ambitiøs og i yngre år var han oftest i USA eller Australien om vinteren for at lære mere. Jeg mødte ham en gang på Santa Anita væddeløbsbanen i Los Angeles, som er en af USA's vigtigste baner. Lige den dag havde Kim fået et ridt for en træner, der var kommet med sin hest fra Arkansas. Træneren var kommet med hesten i en lille trailer og lignede en rigtig Cowboy.Tilliden til hesten var ikke stor. Kim fik en god start og førte længere indtil kræfterne slap op, men i hestens næste start vandt han med Kim.
Galopsporten i Skandinavien er blevet fattigere uden Kim i startboksene og for træner Søren Jensen må det være et stort tab at miste en så fremragende hestemand i det daglige arbejde.
I denne sammenhæng er det også trist at konstatere at vi har mistet to andre ryttere af Kims kvalitet i Lennart Hammer og Fredrik Johansson.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar