fredag den 24. juni 2011

Mere om Derbydagen fra Racing News

Viktoria Dream vinder overraskende Mowerinaløb efter tidlig front. Foto: US Photo

Søndagens galopderby
rummer naturligvis fuldt
hus. 13 af 15 deltagere
er opdrættet i Danmark.
Det fortæller lidt om, at
danske opdrættere sagtens kan måle sig med
udlandet og lidt til.
Af Teit Rasmussen.

På Fyn har Gert Larsen og hustru
Nina Falck i den senere år under
pseudonymet Stald Jupiter og i samarbejde med ligeledes fynske Stutteri Bøgely haft stor succes som fuldblodsopdrættere. Kulminationen på det arbejde kom tidligere på året, da Nina Falck og Gert Larsens opdræt Viktoria Dream vandt det klassiske Mowerinaløb eller 1.000 Guineas,
som det også hedder.
I årets galopderby er det fynske par repræsenteret ved netop Viktoria
Dream, som sammen med yderligere 12 danskproducerede treåringer
og to svenske udgør feltet til Seeland Dansk Derby. Danske heste er med
andre ord i den grad dominerende i et derby, som ellers også er åbent for
norsk- og svenskfødte heste.
»Jeg tror, det skyldes, at der rundt i landet er blevet investeret i både
nye (import)hopper og nye hingste, dansk fuldblodsopdræt viser klasse
og det smitter selvfølgelig af på kvaliteten. Der er vel ikke blevet produceret
så gode heste i nye tid i Danmark som i disse år. Siden er det jo et spørgsmål,
om vi opdrættere kan finde købere til vores heste«, lyder
det indledningsvis fra Gert Larsen.
Han er ikke i tvivl om, at selv folk med penge i tider med finanskrise
ser lidt mere kritisk på omfanget af deres hestehold.
»Der kommer desværre ikke bare helt af sig selv en masse nye folk ind
i galopsporten, der vil investere. Men bruger vi derbyet som målepind,
så er det jo tydeligt, at hesteejerne gerne vil investere i danske heste,
og at vi i Danmark sagtens kan lave kvalitet og være lige så gode som i
Norge og Sverige, hvis ikke bedre«, siger Gert Larsen.
Og det på trods af økonomiske forhold og tilskudsordninger i vores
broderlande, som fuldblodssporten i Danmark overhovedet ikke er i nærheden af.

»Jeg synes godt, man kan sige, at der har været lidt langt imellem
topheste fra de andre skandinaviske lande, og det kan man jo også se
af diverse Breedersløb rundt om, at dem har danske heste været gode til
at snuppe«, siger han.



Hoppernes derby
Otte ud af årets derbyfelt er hopper. Dermed kan man næppe påstå,
at hopperne er det svage køn, men styrken vil alligevel nok komme til
at spille en væsentlig rolle, når feltet svinger ind på Klampenborgs lange
opløb.
»Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om hoppernes dominans. Jeg
tror dog ikke, at det er noget minus.
Men det er jo helt atypisk, at feltet i den grad er domineret af hopper. Helt
ærligt tror jeg, at det er en tilfældighed, og man skal nok ikke regne med,
at det er en generel tendens. I forhold til hopperne kontra hingstene så er
der jo styrken, som til slut vil vise sig afgørende«, mener Gert Larsen.
Han har nok svært ved at se sit opdræt vinde Derby, og det vil nok
være en lige så stor overraskelse, hvis hun gør det, som det var tilfældet
til 32 gange pengene i Mowerinaløb.
»Jeg har stort respekt for trænerteamet omkring Viktoria Dream, for
der er jo en Cantanac, som har vist stor klasse, men her kan det måske
også vise sig, at det kan komme til at knibe med distancen. Og så er løbet
jo pludselig helt åbent«, siger Gert Larsen.
Ni opdræt til start
Lige nu er 16 af Nina Falck og Gert Larsens opdræt aktive væddeløbere,
og af dem starter hele ni på derbydagen i Klampenborg.
»Vi ser jo vildt meget frem til derbyet, hvor Viktoria Dream starter.
Selvfølgelig kan man altid tvivle lidt på, om hun står derbyets 2400 meter, men
kredsen omkring hende har vurderet, at hun kan gøre det bedre, end sidst
hun prøvede distancen«, siger Gert.
Viktoria Dream har skilt sig ud lige fra føl af. Hendes ejere købte hende
allerede som føl.
»De var faktisk hos os for at se på en anden hest, men den var lige blevet solgt,
og så faldt de for Viktoria Dream«, fortæller Gert, som har fået
indføjet i købsaftalen, at stutteriet har førsteret på et eventuelt tilbagekøb af
hoppen efter endt væddeløbskarriere.
Men uanset udfaldet af årets Derby, så vil Gert Larsen bare nyde
løbsdagen.
»Det er klart, at det giver en løbsdag lidt ekstra, når man kan se sine
opdræt i aktion, men ellers har vi overhovedet ingen problemer med
at nyde det ene topløb efter det andet, som præsenteres på søndag«,
lover Gert Larsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar